Carl-Mar hjælper krigsveteraner

Artikel til Carl-Mar Møller er alene til hans bog omkring Veteran arbejdet
Af hensyn til forpligtelser overfor Forsvaret, nulevende og afdøde patruljemedlemmer, kollegaer, venner og familie, kan jeg i denne artikel ikke komme ind på noget konkret og præcist, hvad angår mit arbejde i og for Forsvaret, og er ligeledes nødsaget til at optræde anonym.
Jeg er i dag 54 år gammel, bor i udlandet sammen med min kone af andet ægteskab, samt hendes 2 teenagebørn. Jeg har selv 2 voksne børn, som bor i Danmark, hvor de hver især har et helt almindeligt liv med kærester, venner, familie, job og for den ældstes vedkommende også snart et barn.
Jeg er opvokset i en helt almindelig kernefamilie, med masser af kærlighed og tryghed.
Min kontakt til Forsvaret opstod tilbage i begyndelsen af 1980érne, hvor jeg aftjente min værnepligt hos Den Kongelige Livgarde. Min rekruttid gik fint, og jeg blev designeret/tildelt patruljeopgaven som skytte på en middeltung mortér. Skytten på en mortér er først og fremmest den soldat, som har ansvaret for den gruppe soldater, som betjener mortéren, altså lederen. Men det er også ham, som har ansvaret for, at mortéren er korrekt sat op og indstillet korrekt, så den skyder hen, hvor det er hensigten. En mortér er et kort rør til affyring af granater i høje vinkler over kortere distancer. Skytten har kun et gevær og ikke andet. En skytte har en lidt kedelig rolle i forhold til at være dén, der har et let maskingevær, mortér.
Efter en weekendvagt, stod en af vores sergenter ikke ved sine løfter, og jeg blev knaldet for uorden i mit vasketøj. Kompagnichefen, en Premierløjtnant af den gamle skole, straffede mig med en ny funktion som geværskytte 3 i 3. Deling – lort på lort! Geværskytte 3 er den 3. skytte i almindelig infanteripatrulje og typisk den lavest rangerende i patruljen. Så det er ham, der altid får lorte opgaverne. Der er ingen, der ønsker at være geværskytte 3.
Almindelig infanteripatrulje: Fodfolk
Efter flere protester besluttede jeg, at vise sergenten og kompagnichefen, at jeg stod ved mine løfter, så hvis ikke der kom orden i sagerne, ville jeg melde mig som Tambour. – Gjort som lovet og resultatet var 6 gode måneder på Gothersgade. Jeg gik til optagelse for at spille marchfløjte og signalhorn i Tambourkorpset, hvilket jeg blev optaget til. Den Kongelige Livgardes Musikkorps består af Musikkorpset, som er professionelle musikere med konservatorieuddannelser, og så videre. Der spilles på instrumenter svarende til et lille symfoniorkester. Tambourkorpset er alene trommer, marchfløjter og signalhorn. Når Livgarden går frem og tilbage på Amalienborg, til vagtskiftet, skiftes Musikkorpset og Tambourkorpset til at spille. Tambourkorpset består af ca. 50% konstabler, (fastansatte menige soldater), som har stort flair for at spille musik.
På selve hjemsendelsesdagen ramte tankerne om, at jeg ikke rigtig havde fået den soldateroplevelse, som jeg havde ønsket, og derfor gik jeg på kompagnikontoret og anmodede om at komme på sergentskole snarest muligt.
Jeg havde en meget flot soldaterbog, studentereksamen og talte godt for mig, så sidst på dagen stod jeg hos stående styrke i Sandholmlejren, klar til 3 uger med tests af mine kvalifikationer, inden turen gik mod Sønderborg Sergentskole.
For mig var Sergentskolen en rigtig god oplevelse. Jeg fandt ud af, jeg var lavet af mere en bare god fysik, god forstand og god vilje. Jeg fandt ud af, at jeg havde gode lederevner og altid havde mere at give af, også når de fleste sagde stop.
Halvvejs gennem uddannelsen fik vi besøg af 4 soldater, som vi senere fandt ud af var Jægere, der beskrev for os en mulighed for noget helt unikt. Vi ville få en reserveofficers uddannelse, en lang kontrakt og den absolut bedste mulige uddannelse Forsvaret kunne tilbyde – de havde ingen detaljer, men lovede at vi ville få en fuld briefing på det rette tidspunkt.
Jægere: Fra Jægerkorpset, som er et af det Danske Forsvars specialstyrker. Titlen Jæger bliver brugt blandt andet for at skabe en form for anonymitet. Det er ikke en specifik soldat af navn og rang, men en Jæger.
Jeg skrev mig op og tilbragte resten af min fritid på Sergentskolen med test efter test efter test. Weekend efter weekend gik med test og udvælgelse, og deres arbejde med os var meget grundigt, og de gjorde alt for at udfordre os. Vi fik meget fysisk og psykisk krævende træning, næsten ingen mad og næsten ingen søvn. I forløbet blev vi hevet ud 2 gange en hel uge, for de ville komme helt til bunds med os. Da de var færdige med os, var vi kun 1/3 tilbage, som blev inviteret videre til næste fase, som startede efter Sergentskolen, iblandt dem var jeg.
Jeg bestod Sergentskolen, og efter 2 ugers ferie stod jeg så i Oksbøl. Jeg fik nok verdens korteste/hurtigste officersuddannelse og en udnævnelse til Sekondløjtnant. Dette var alene et spørgsmål om at få os ind under reserveofficers programmet og dermed vilkår som pension og en lang rådighedskontrakt. På det tidspunkt kunne man være fastansat officer af linjen, det vil sige, at det var dit job, og du var ansat på en kontrakt af længere løbetid. Linjeofficers uddannelsen tog cirka 3 år på Hærens Officersskole på Frederiksberg. Du kunne også vælge at blive reserveofficer, så fik du en kortere uddannelse og en noget kortere kontrakt, men forpligtigede dig til at være en del af reserven, en gruppe af officerer, som kunne mobiliseres/indkaldes til øvelse eller skarpe situationer. Reserveofficers programmet indeholder forskellige gensidige forpligtigelser, for eksempel: Jeg står til rådighed, men får løn og pension for det.
Mandagen efter sad vi så 8 mand i Oksbøl, midt ude i øvelsesterrænet og modtog den briefing vi var lovet, inden vi blev kørt ind til auditørerne for at skrive under på kontrakter af forskellig art.
Briefing: En briefing er et informationsmøde. I denne forbindelse var det et møde, hvor vi modtog den sidste og afgørende information omkring vores fremtidige roller, opgaver, og så videre.
Auditørerne: Forsvarets jurister
Nu startede vores egentlige uddannelse, som primært foregik i Oksbøl og Aalborg. Vi var en fast patrulje på 8 mand, som blev reduceret til 6 i løbet af 3 måneder. Gennem 18 måneder gennemgik vi en parallel uddannelse med Jægerne og deres venner. Vi var flere gange på skoler i udlandet, blandt andet Arktisk, Jungle, Antiterror, Para, Recon, og så videre. Her taler vi om at tilegne færdigheder inden for forskellige områder, for eksempel militære færdigheder med det arktiske miljø og jungle miljøet. Militære færdigheder i forbindelse med at opklare og bekæmpe terroraktiviteter, en meget anderledes form for krigsførelse i forhold til klassisk krig. Terrorister opfører sig meget anderledes end klassiske soldater. Der er for eksempel love for klassisk krig – Geneve Konventionen. Der er ikke love for terroraktiviteter, så terrorister gør utallige ting, som soldater ikke må. Para kommer af det engelske ord Paracute – på dansk faldskærm. Altså en soldat, som hopper ud i en faldskærm, hvilket er en rigtig god måde at komme ind bag fjenden på uden at blive set. Recon kommer af det engelske ord Reconnaissance. På dansk opklaring eller spejder. En militær færdighed hvor én kommer tæt på fjenden, holder sig skjult for at observere på fjenden og rapportere tilbage til egne styrker.
Vi overgik herefter til fast patruljetjeneste og senere overgik vi til reserven. Det Danske Forsvar er et mobiliseringsforsvar. Det består af en forholdsvis lille stående styrke (fastansatte) samt en lille styrke af værnepligtige. Resten er en styrke, som kan mobiliseres – altså reserven. Det ville for mig sige, at jeg stod til rådighed, når forsvaret skulle bruge mig. Det er en periode af mit liv, jeg nok har lært mest om mig selv og om at stole på sine nærmeste. En periode hvor jeg gav dem alt, hvad jeg havde hver eneste dag, og mange dage meget mere end ”menneskeligt muligt”, fysisk men især psykisk.
Så uden at kunne gå i detaljer, kan den del af mit liv beskrives, som helt fantastisk, stærkt og unikt men også yderst hektisk, voldsomt, drabeligt og meget ubehageligt. En periode jeg aldrig glemmer.
Gennem de sidst 5-7 år faldt aktivitetsniveauet, og jeg brugte mine ressourcer på civil uddannelse og karriere. Forsvarets budgetter til at holde os aktive blev stærkt reduceret, dermed var der færre øvelser og færre aktiviteter. En del af de opgaver, som vi udførte, blev overført til specialstyrkerne og til den almindelige del af Forsvaret.
Vi blev aftrådt i begyndelsen af nullerne, og jeg gik sidste gang ud af porten i Aalborg som Kaptajn af reserven. Aftrådt vil i denne forbindelse sige, at vi blev sendt hjem og fritaget for tjeneste. I denne forbindelse udløb min kontrakt med Forsvaret.
Der var på intet tidspunkt nogen i min familie, venner, på job, og så videre, som vidste, hvad jeg lavede. De er fortsat af den opfattelse, at jeg som reserveofficer havde forpligtelser, måske lidt flere end normalt, men ingen stillede spørgsmål ved dette.
Vi/vores patrulje havde nok ikke forventet et så højt aktivitetsniveau. Vi havde ikke regnet med, der ville være så meget aktivitet, med øvelser såvel som skarpe aktiviteter. De første 10 år var vi mere eller mindre fast i ”battlemode” og utallige gange internationalt aktive, flere gange i form af øvelser end skarpe situationer (missioner), men de sidste har der været en hel del af.
”Battlemode”: Battlemode er en sindstilstand, man befinder sig i, når man er militær aktiv i skarpe eller meget intensive situationer. Så lukker man alt irrelevant ude så som familie, venner, økonomi, hvad der sker i resten af samfundet, og så videre, og så videre. Man lukker også så meget som muligt ned for almindelige følelser, så som kærlighed, sorg, angst, frygt, og så videre. Er man for længe i Battlemode kan det være meget svært at komme hjem til et civilt liv med familie, venner, økonomi, og så videre. Fortsætter man med at være i Battlemode, når man er kommet hjem, så begynder PTSD blandt andet at indtræffe.
Den patrulje, jeg var en del af i 17-18 år, har givet og taget, og vi har mistet – mere kan og vil jeg ikke sige.
Et år efter jeg bliver fratrådt, bliver jeg skilt. Jeg har nok ikke altid været den bedste ægtemand, men når jeg var hjemme, var jeg der, og det var 110%. Mine børn betyder alt for mig, men det syntes min ekskone nok ikke. Hun svigtede mig og dem, til fordel for alkohol og andre mænd, hvilket jeg til sidste satte en stopper for. Jeg flyttede og startede et nyt liv.
Der går så cirka 10 år, fra jeg bliver aftrådt, til jeg begynder at mærke reaktioner og følelser, jeg har svært ved at håndtere. Jeg får mareridt og flashbacks om natten, angst og depressive tendenser – ingen voldelige tendenser og intet misbrug af alkohol, medicin eller narko.
Jeg har i mellemtiden begyndt et forhold til en kvinde, som har dybe rødder i terapeut- og behandlermiljøet, en kvinde som kan få mig til at tale og fortælle. Hun sørger for, at jeg kommer i kontakt med en terapeut, som selv er tidligere officer. Jeg begynder at gå i terapi hos ham og lærer at parkere mine traumer.
Jeg har på dette tidspunkt ikke fuld accepteret min situation, hvorfor hver gang jeg får det bedre, stopper jeg.
For 2 år siden kommer min kæreste og jeg til Carl-Mar, fordi min, nu kone, er blevet syg og har behov for terapi til at håndtere dette, både som person, men også som et par havde vi brug for terapi til at håndtere det.
Det er i denne forbindelse, jeg lærer om Carl-Mars veteranarbejde, og der går ikke længe, før jeg sidder i sofaen sammen med en gruppe af tidligere Balkan-, Irak- og Afghanistankrigere.
Her oplever jeg en gruppe veteraner, som alle har oplevelser af forskellig art, som er blevet hårdt ramt af PTSD, angst, depressioner, og så videre. En gruppe mennesker, som har meget svært ved at eksistere i dagligdagen, en gruppe mennesker, som havde fundet en vis ro og samhørighed hos Carl-Mar.
Veteranarbejdet/kurset er 1 uge hver 6. uge. Opholdet og arbejdet med Carl-Mar og hans stab er gratis. Man betaler DKK 120 pr. dag/døgn for kost og drikkevarer, og så giver man 1 dag pr. ophold til praktisk arbejde på Carl-Mars sted.
Stort set alle veteraner er ledige, på en eller anden form for overførselsindkomst, og stort set alle veteraner kæmper en næsten ulig kamp mod systemet og især Forsvaret. De kæmper for at blive accepteret og respekteret. Stort set ingen har fået den pension, de bør være berettiget til, den erstatning de fortjener, og mange kan end ikke få relevant og acceptabel hjælp fra systemet og Forsvaret.
Derfor er de hos Carl-Mar – her er de sammen med ligesindede, kan snakke frit, udveksle erfaringer og komme med gode råd. Her har de lov til at være sig selv, vise deres ar på sjælen, bryde sammen, miste fatningen og hjælpe hinanden.
Jeg skal sige, at jeg er ikke så dårlig som gennemsnittet, men når jeg får lov at åbne op for posen, snakke og fortælle, føle, lugte og sanse min baggrund, så gør det også ondt, og jeg får det rigtig skidt. Det, som gør ondt, er, at jeg har oplevelser, som ikke blev behandlet i umiddelbar forlængelse med, at de skete. Der var ingen procedure eller tradition for at behandle sådanne problemer – ja officielt havde man overhovedet ingen problemer. Disse indestængte problemer/traumer har ligget godt beskyttet og været inaktive i mere end 10 år. Men så begyndte de at blive aktive, og jeg fik mareridt og mange nætter uden søvn. Det gjorde psykisk ondt dag og nat, og mange af de skarpe episoder, jeg havde været i, begyndte jeg på grund af min situation at dybdeanalysere for mig selv, stille spørgsmålstegn til og begyndte at tvivle på, jeg havde gjort det rigtige. Når jeg gennem terapien kommer tilbage og oplever dem igen – åbner op for posen mentalt, genskaber lyde, lugte og andre sanser, så bliver der åbnet op, og jeg kan pludselig mærke nye ting og nye sammenhænge, jeg får en ny forståelse og opfattelse.
Nu bliver tvivlen til overbevisning. Jeg kan sætte ord på smerten. Jeg kan forstå, hvorfor et og andet er sket. Jeg kan sætte ord på mine mareridt og vigtigst af alt få chancen for at sige farvel og opnår dét, at afslutte disse oplevelser på et mere positivt niveau.
Her skal jeg så understrege at de gamle ord om at; ”det skal gøre ondt, før det gør godt”, absolut gælder og er rigtige.
Carl-Mar og hans stab kører et terapeutisk program med os, et meget grundigt og nærværende program. Vi få al den tid, vi har behov for. Vi gennemgår mange forskellige terapiformer, hvor alle er med til at hjælpe os til at få det bedre.
Jeg er kommet fast i Veterangruppen over en 12 måneders periode, 2-3 dage pr. 6 uge. Jeg har levet sammen med de andre veteraner i mange dage og nætter, og jeg har været i terapi mange gange.
Den form for terapi, som virker bedst for mig, er, hvor jeg bringes tilbage til en bestemt traumatisk oplevelse og får lov til at tage stilling til, hvad der skete. Jeg har for eksempel fået sagt fra/nej og i særdeleshed fik jeg mulighed for, at sige endeligt farvel til det menneske, som har betydet allermest for mig, især i min tid i patruljen.
Reaktionerne på de traumatiske oplevelser, som jeg har været igennem, har jeg i dag den fornødne energi til at håndtere, alene og sammen med venner fra Veterangruppen, venner fra Carl-Mar, Carl-Mar selv og i særdeleshed min kone og børn.
Idet jeg bor i udlandet, har jeg ikke mulighed for at deltage i Veterangruppen mere, men jeg er i fast kontakt med Carl-Mar, et par veteraner, terapeuter og følger fast arbejdet i Veterangruppen på distancen.
De veteraner jeg møder/har mødt i Veterangruppen, bliver i dagligdagen ikke taget seriøst, i særdeleshed ikke af systemet og Forsvaret, men hos Carl-Mar oplever de netop at blive taget seriøst. Her lytter alle til alle, alle respekterer hinanden og alle hjælper hinanden.
Det er ofte en rigtig dårlig veteran, som ankommer søndag aften, på kurset, men næsten altid en veteran, der har det bedre, når vi slutter fredag eftermiddag. Udviklingen er ikke sådan at spore fra dag til dag, men over tid får næsten alle det meget bedre og begynder at kunne eksistere og leve.
Vi har i dag eksempler på veteraner, som har gennemgået en grunding uddannelse som terapeut under Carl-Mar, som selv har etableret klinik og selv arbejder gratis med veteraner. Vi har veteraner, som er kommet ud af dybe misbrug af alkohol, medicin og narko.
Vi har veteraner, som er tilbage på arbejdsmarkedet, under omskoling og ny uddannelse. Men vi har desværre også veteraner, som har det rigtig skidt og har haft det rigtig skidt i lang tid og skal bruge rigtig lang tid på at komme tilbage – her er Carl-Mar den eneste mulighed i Danmark.
Vi har også veteraner, som har fundet et nyt liv med PTSD, angst og depressioner, som har lært at leve med det på godt og ondt, blandt andet via Carl-Mars Veterangruppe og via en masse frivilligt arbejde for og med andre veteraner.
Carl-Mar og hans veteranarbejde, Veterangruppen og terapeuterne, har betydet rigtig meget for mig og for en del svende, kammerater og kollegaer.
Tak Carl-Mar.
0 kommentarer
Se indblik
33
2 delinger
Synes godt om
Kommenter
Del

0 kommentarer

Skriv en kommentar …
Dette indlæg var oprettet i Diverse. Gem permalink i favoritter.

Comments are closed.