Abort og seksualitet

Det er en meget stor sorg for mange kvinder at få foretaget en abort. Nogle kvinder kommer over det på en måned og for andre kan der gå flere år. For kvinder, som er parate og gerne vil have børn nu, er det en stor sorg at skulle have fjernet ønskebarnet og oven i købet risikere at blive steril. Fjernelse af barnet kan aktivere tidligere svigt, som kvinden har oplevet i forholdet til sine forældre eller tidligere parforhold. Denne sorg skal ud. Den kan grædes ud og skriges ud. En hel del kvinder burde opsøge en terapeut, der kan hjælpe dem af med de meget voldsomme følelser. Ellers kan følelserne sætte sig som depression og angst.
Abort er et angreb på kvindens identitet som mor, og hendes selvværd vil være lavere i en periode efter. Den første uge efter aborten skal manden være hos hende døgnet rundt – undtagen når han er på arbejde. I nogle tilfælde må han tage fri fra arbejde eller tage en uges ferie – f.eks. kan de tage til en varm sydhavsø sammen. Kvinden skal have megen bekræftelse og omsorg i måske tre måneder efter aborten.
En del kvinder vil i en periode gerne have en pause fra seksualitet, men gerne have en masse omsorg, knus, kram og holden om. Kvinden vil være bange for at blive gravid igen, og det forstærker yderligere angsten for seksualitet. Gensidig onani i en overgang kan være et kompromis. Manden må tage det i stiv arm som en mand og ikke pive og klynke over, at de ikke har samleje. Hvis han gør det, er han en drengerøv. Tre måneders pause fra samleje vil være rimeligt.

En model til tilbagevenden til seksualiteten kunne være, at de to i de første fire uger kun kysser, krammer og holder om. De næste fire uger onanerer hun på ham. De næste fire uger onanerer de på hinanden.
Manden skal være opmærksom på, at kvinden måske har brug for at fortælle den samme historie omkring aborten tredive gange, før den er ude af systemet. Han skal lytte til de femten gange, og resten må veninder og familie lægge øre til.