Angreb er ikke det bedste forsvar

Et angreb kan være det bedste forsvar, når to lande er i krig med hinanden. Det gælder om at overraske fjenden. At angribe ved daggry med solen i ryggen og skrige op som en vild, så man lammer fjenden, før man slår ham ihjel. Eller måske liste sig lydløst ind og slå ihjel.
Man siger godt nok, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, men i kærlighed er angreb meget sjældet det bedste forsvar. For angreb sårer partneren med det resultat, at han eller hun trækker sig tilbage, og så ligger mand og kvinde i hver sin skyttegrav og fører kold krig med store lidelser i begge lejre til følge.

En mand fortalte mig, at han var blevet rasende og var gået til angreb på sin kæreste, fordi hun kom i sidste øjeblik til en fest, som han havde brugt flere dage på at forberede.
Han havde håbet, at hun ville komme i god tid og hjælpe. Men på den anden side havde de ikke aftalt noget. Han skældte hende huden fuld med det resultat, at hun surmulende holdt sig så langt væk fra ham hele aftenen som muligt. Og i stedet for at blive hos ham efter festen og elske med ham, tog hun hjem til sig selv med den undskyldning, at hun skulle tidligt op næste morgen.
Hun var ked af det og følte sig uretfærdigt behandlet og straffede ham ved at tage hjem. Hun kunne heller ikke fortælle om sin sårbarhed.
Han var også ked af det. Men i stedet for at sige det, skældte han ud. Og da hun trak sig væk fra ham, trak han sig væk fra hende. I stedet for at sige undskyld og fortælle, at han var ked af det. Resultatet var, at de begge endte med at blive endnu mere kede af det. Sov alene hver for sig og følte sig ensomme, selv om de var kærester.

Det er ikke kun i forholdet til ens kæreste, at angreb er en dårlig idé. Det gælder også ens venner, arbejdskolleger, forældre og børn. Hver gang man bliver ked af det, skjuler det og i stedet går til angreb med eder og forbandelser, vil den udskældte føle sig uretfærdigt behandlet.
Selvfølgelig skal man have lov til at blive vred og vise sit raseri, men der er utrolig forskel på at sige "Du er en dum, egoistisk nar, der altid tænker på dig selv før alle andre" og på at sige "Jeg bliver simpelthen så rasende, når jeg føler mig svigtet og står med ansvaret helt alene."
I det ene tilfælde tømmer man rasende sin skraldespand i hovedet på den anden. I det andet tilfælde tømmer man skraldespanden på gulvet og hopper rasende rundt i affaldet.

Pointen er: Vis din sårbarhed i stedet for din styrke. Fortæl, at du er ked af det, fordi du er jaloux over, at kæresten fører alenlange, højt grinende telefonsamtaler med sin arbejdskollega. I stedet for at råbe "Husk nu telefonregningen!" ude fra køkkenet.
De fleste mennesker er langt mere sårbare, end de bryder sig om at indrømme. Der skal ikke meget til, før man trækker sig ind i sig selv og klapper i som en østers eller begynder at brokke sig over alt muligt - ikke mindst over at vejret er dårligt.
De fleste af os er opdraget til at vise vores styrke. Vi hæver hagen, strammer masken og spiller stærke og usårlige, når vi er sårede. Ofte kan man endda bilde sig selv ind, at det slet ikke gør ondt, som havde man skåret sig med en kniv.
Vi er ikke opdraget til at bruge vores sårbarhed. Vi har svært ved at sige, at vi er kede af det. For man føler sig meget lille og svag og begynder at svede helt vildt, hvis man over for en god ven eller ens kæreste skal sige:

Det, du sagde forleden dag, gjorde mig meget ked af det.
Jeg blev ked af det, da du sagde, at jeg aldrig rydder op efter mig.
Jeg blev ked af det, da du vendte kinden til, fordi jeg ville kysse dig på munden.
Jeg blev ked af det, fordi det virkede, som om du hellere ville tale med alle mulige andre end mig til festen.
Det gør mig ked af det, at din gamle kærestes navn stadig står på navneskiltet.
Det gør mig ked af det, at du først gør dig smuk og tager make up på, når du skal på arbejde, og vi er færdige med at være sammen.

Sårbarhed. Sig ordet. Sårbarhed. Det er det nye våben, jeg hermed tilbyder alle. Det er langt mere effektivt end et knytnæveslag i maven.
Fortæl hvordan du selv har det i stedet for at gå til angreb på den, der har fået dig til at føle, som du gør. Der er mere end 90% chance for, at vedkommende har gjort dig ked af det ved et uheld. Dine medmennesker vil dig som regel det bedste.
De første gange, du laver om på taktikken og fortæller om din sårbarhed frem for at gå til angreb, vil den, du står overfor, måske blive forvirret og gå til modangreb ved at sige: "Det passer ikke. Det gjorde jeg ikke. Sådan har jeg aldrig sagt. Du vrøvler. Du må have spist søm. Du har fuldkommen misforstået situationen."
Bevar for guds skyld fatningen og trap i stedet sårbarheden op. Selv om det gør ondt, er det dig, der har fat i den lange ende. "Det gør mig endnu mere ked af det, at du går til angreb på mig og taler nedsættende til mig, når jeg fortæller dig, at jeg rent faktisk er ked af det, der skete forleden.”
Hvis ikke din ven eller partner er lavet af sten, må vedkommende på et eller andet tidspunkt strække våben og sige: "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det."
Og lad være med at kræve en undskyldning. Det er ofte et for højt krav at stille. For når man er tæt på et andet menneske, enten som kæreste, kollega eller god ven, er det umuligt ikke at gøre hinanden kede af det fra tid til anden. Jo tættere man er på hinanden, jo større er risikoen.