At generobre sexlysten

En kvinde var ulykkelig over, at hun ikke havde lyst til sex med nogen overhovedet. Jeg spurgte hende, hvornår hun sidst havde haft lyst til sex. Hun svarede, at det var mere end to år siden, og så slog hun blikket ned.
Jeg spurgte hende, hvad hun var ked af. Hun svarede, at hun var ked af, at hendes mand var begyndt at fjerne sig fra hende. Og at hun var bange for at miste ham.
Kvinden sagde ja til at prøve en øvelse. Hun lagde sig på ryggen på en madras og tog bind for øjnene. Hun bukkede benene, samlede fødderne og skød knæene ud til siderne. Hun trak vejret dybt og roligt og lå afslappet i samme stilling i ti minutter.
Så spurgte jeg hende, om der indenfor de seneste ti år var sket noget voldsomt, der havde gjort indtryk på hende. Efter et minuts tænkepause svarede hun, at hendes mor var død tre år tidligere.
Jeg bad hende fortælle om begravelsen. Kvinden fortalte om kirken, musikken, blomsterne, den smukke kiste, de mange søde og omsorgsfulde mennesker, præstens tale, hendes far. Hun talte i måske 20 minutter.
Bagefter spurgte jeg hende, om der var flere ting, hun gerne ville fortælle, og hun fortalte videre et par minutter om blomsterne, om deres duft og hvor pragtfulde de så ud. Og om hvordan solen havde skinnet så meget, at det bagte på hendes kinder.
Jeg sagde, at det lød som en meget smuk begravelse.
"Ja, det var en meget smuk begravelse", sagde hun, og så trillede den første tåre langsomt ned af hendes kind.
Jeg bad hende se sin mor for sig i levende live. Da hun kunne se moderen, bad jeg hende om at lægge hænderne rundt omkring moderens hovede. Da kvinden holdt hænderne om sin mors hovede, spurgte jeg, hvor gammel moderen var lige nu, hvor datteren kiggede på hende.
"Hun er 48 år", svarede kvinden
Hvilken farve øjne har hun, spurgte jeg.
"De er blå,” svarede hun.
Så bad jeg hende om at se hele moderens ansigt for sig og fortælle, hvilken følelse moderen udstrålede. Kvinden svarede, at ansigtet udstrålede varme rettet mod hende. Så bad jeg hende om, at holde en tale for sin mor, og talen skulle være rettet i direkte tale til moderen. At hun f.eks. skulle sige: "Mor, jeg er ked af, at du er død."
Kvindens mund begyndte at sitre, og hun havde svært ved at kontrollere bevægelserne i ansigtet.
"Mor, jeg savner dig. Der er så meget, jeg ikke har fået sagt", sagde kvinden og begyndte at græde stille. Jeg bad hende fortælle sin mor, hvad hun var vred over, ked af og glad over.
"Mor, jeg er meget ked af, at du sjældent havde lyst til at tale med mig. Du sagde altid, at du var træt, og at vi kunne vente med at tale om det til i morgen."
Kvindens gråd blev dybere og vejrtrækningen kraftigere, så hun til sidst havde svært ved at tale. Jeg gav hende ti minutter til at græde ud og spurgte så, om hun var klar til at fortsætte. Hun nikkede og svarede ja.
Jeg bad hende se sin mor for sig igen og holde sine hænder om hendes hovede. Da hun atter kunne se sin mor, bad jeg hende fortælle moderen, hvad hun havde på hjerte.
"Mor, jeg er vred over, at du kritiserede min kæreste, da jeg havde ham på besøg på mit værelse." Jeg bad hende om at sige det højere, og hun sagde det en lille smule højere. Jeg blev ved med at bede hende sige det højere og hævede også selv stemmen for at støtte hende i at komme i dybere kontakt med sin vrede. Til sidst råbte kvinden til sin mor, at hun hadede hende.
Jeg bad kvinden om at rejse sig op. Hun havde stadig bind for øjnene. Stående flettede jeg fingre med hende og gav hende noget fysisk modstand, så hun måtte skubbe til mig for ikke at gå baglæns. Hun begyndte at skubbe og ved at bruge sine arme, skuldre og sin ryg til at støde mig væk, kom hun endnu en tak dybere i kontakten med vreden.
Hun råbte nu meget højt til sin mor, at hun hadede hende og skubbede til mig, som havde den spinkle kvinde pludselig fået uanede kræfter. Jeg måtte bruge megen muskelkraft på at give hende den rette modstand.
Jeg tog en madras op og stillede den imellem hende og mig og bad hende om at slå og sparke til den og råbe så højt, hun kunne. Hun slog hårdt i madrassen med knyttede næver, sparkede og råbte, at hun hadede sin mor i ti minutter. Til sidst faldt kvinden om på gulvet og græd i sammenkrøbet stilling. Jeg satte mig ved siden af hende og ventede på, at hun var klar til at tage imod omsorg. Der gik fem minutter. Derefter spurgte jeg hende, hvad hun havde brug for.
"Jeg vil gerne have et kram", sagde hun. Og så holdt jeg om hende, indtil hun selv sagde tak og slap mig. Hun spurgte mig, hvor lang tid der var gået, og jeg sagde, at der var gået to timer.
"Det føles, som om der kun er gået en time", sagde hun.
Ja, når man har det godt, går tiden hurtigt, sagde jeg, og så grinede vi begge.
I senere sessioner arbejdede vi med forholdet til hendes mor i ialt sytten timer, hvor jeg hjalp hende med at komme af med tanker om og følelser af skyld, vrede, hævntørst, sorg, afsavn og glæde.
Det er min overbevisning, at kvinden ved holde tilbage på alle disse følelser og tanker havde lammet sin seksualitet og derfor ikke havde noget udbytte af at elske med sin kæreste. Tværtimod blev hun utilpas af at elske.
Hendes tilbageholdte følelser skabte spændinger i maven og ryggen, og hun havde haft problemer med hård mave og smerter i tarmen. Hun måtte også flere gange til kiropraktor, fordi de tilbageholdte følelser skabte spændinger i ryggen, så trykket på rygsøjlen blev ujævnt. Der skulle ikke mere end én forkert bevægelse til, før hvirvlerne i hendes rygrad flyttede sig måske en millimeter og fik det til at gøre ondt.
Efter i en periode at have givet udtryk for sine følelser, forsvandt nogle af kvindens fysiske problemer med ryggen og fordøjelsen. Og hendes lyst til sex eksploderede, så manden fik svært ved at følge med. De skulle indhente to års sexliv.