At kysse så det svimler

At kysse er for mig mere intimt end at elske. Dejlige kys hvor man ligger i sengen, tungerne leger med hinanden, og man bliver svimmel.
Det er vigtigt at have rene tænder og frisk mund. Selv holder jeg af, at mit skæg er helt nytrimmet. Nogle kvinder kan godt lide, man kradser lidt. Andre foretrækker deres mand med nybarberet hage. Og så er der ikke noget så dejligt for begge parter som at stikke næsen ind i duftende, nyvasket hår.

Det er dejligt, når man skiftes til at dominere kysset. Det er dejligt, når kysset er levende og varierer i hastighed. At det undervejs er både blidt, ømt, vildt, hårdt og hurtigt.
Start f.eks. med at bide blidt i den andens læber. Sut lidt på læberne. Lad din tunge glide frem og tilbage over den andens læber. Vær lidt passiv og lad den anden overtage initiativet i kysset.
Nu ruller mand og kvinde måske rundt i sengen, så han ligger nederst, og hun dominerer med sin melodi. Han gengælder ved at lade sin tunge mødes med hendes i et spil, hvor man hele tiden lægger op til hinanden. Driller og pirrer.
Han roder nu rundt i hendes hår og hiver forsigtigt i det og ruller rundt på sengen igen, mens en kærlighedssang spiller i baggrunden. På bordet, reolen og i vindueskarmen står stearinlys og flammer.
Han holder en pause ved at kysse hende på næsen, i panden og bide hende i øret. Han kysser hende på halsen, bider hende blidt i halsen og kaster sig over hende og kysser nu voldsomt, mens han tager godt fat i hendes baller og klemmer hårdt.
Hun gengælder hans voldsomhed ved at holde ham om hovedet, åbne og lukke munden halvt og samtidig dreje hovedet fra side til side. De ruller rundt igen. Nu er de helt stille og tilbage ved det forsigtige kys, der går meget langsomt, mens de ligger på siden og kigger på hinanden.

De bedste og længste kys, jeg har oplevet, er foregået med alt tøjet på. Vi har bare kysset og kysset i mange timer ad gangen og først derefter taget tøjet af og haft samleje.
Når de lange tungekys forsvinder, er kærlighedsforholdet gået over i en mindre intim fase. Tungekyssene skal gerne vende tilbage i ret regelmæssige perioder, ellers er forholdet på vej ned ad bakke, og nogle dybe, opklarende samtaler skal på bordet, inden der sker mere skade.
Kysset er meget afgørende for forholdet og dets fremtid. Kysset er livgivende vand for kærlighedsforholdet. Uden vand dør alt levende.