Den alt for gode elsker

Det er dødbringende for en mands seksualitet, at han hver gang skal ligge og rode med en halv times forspil eller skal leve op til store forventninger om at være en god elsker. Der skal være mulighed for hurtige bol uden forspil, og der er kvinder parate til, hvis manden ellers kan finde ud af at holde hende varm med små kys og klem. Hun vil synes, det er dejligt med hurtig sex, hvis hun føler, at hun får kærlighed, omsorg og opmærksomhed af ham.
Men hvis hun skal bolle, når hun er vred på ham over ikke at få omsorg og kærtegn nok, kan hun let føle sig misbrugt, hvis der ikke er noget forspil. Så vil hun i stedet afvise ham, og han vil trække sig væk for at undgå hendes afvisningerne for måske til sidst at miste lysten til hende fuldstændig.
Manden kan også sagtens gå på kompromis med sin egen lyst, hvis det i en situation er hende, der har lyst, og han er træt og ikke er oplagt til at bolle. Forudsætningen er blot, at han i øvrigt føler sig beundret, rost og respekteret. Så vil han også gerne stille sin pik til rådighed, bare hun selv gør arbejdet.

En mand fortalte mig, at han sloges meget med at komme gennem smerten over at have været sammen med sit livs store kærlighed gennem seks år. En del af deres problemer handlede om sexlivet.
De første to år kørte sexlivet forrygende, men når han tænkte tilbage, tog han ansvaret for, om hun fik noget ud af det. Hvis hun ikke fik noget ud af det, tilsidesatte han sig selv, og det gjorde han tit, for hun havde svært ved at få noget ud af det.
Det tog måske kun ti minutter for hende at komme, men det føltes som tyve eller tredive minutter, hvor han skulle ligge og slikke, og det syntes han var besværligt. Hans lyst til hurtig sex kunne han ikke få igennem, for de var enige om, at mænd er nogle svin, og at der til god sex hører et langt forspil med kærtegn. Bagefter skulle de komme samtidig, og det var hans ansvar, og til sidst skulle han huske at kæle for hende.

Manden fortæller:
Jeg syntes, at jeg skulle være den store superelsker. Jeg startede også med at være den store erobrer og brugte fem måneder på at erobre hende fra en anden. Efter et år kunne jeg ikke længere leve op til rollen som erobrer og superelsker.
Da jeg mødte hende, havde jeg en stor omgangskreds af kvinder og mænd, og jeg var lige startet på universitetet og gjorde karriere i min fritidsinteresse. Da vi var kærester, syntes hun ikke, at jeg skulle se de pigeveninder, som jeg havde haft forhold til for mange år siden. Hun lagde pres på mig, så vi var sammen hele tiden. Der var heller ikke tid til drengevennerne. Til sidst sad vi sammen helt alene.
Jeg var frustreret, men til gengæld var hun fuldstændig ovenpå. Hun så sine drengevenner, og det var helt naturligt for hende, at hun godt måtte, mens jeg ikke måtte. Hun skabte en kæmpe forskel, som jeg ikke kunne argumentere imod, fordi hun kunne manipulere og vende ord. Samtidig kunne hun spille den lille pige og sætte sig til at tude, og så kunne jeg ikke holde fast i min vrede, men undertrykte den hele tiden.
Der skete så det, at jeg til sidst tog så meget afstand fra hende i vrede og frustration, at jeg mistede lysten til at elske med hende. Vi elskede faktisk ikke i fire år. Det lyder grotesk, når jeg skal sige det. Når hun nogle dage sad og så såret ud, vidste jeg, at der var lagt i ovnen. Hun syntes, at vi skulle finde ud af at gøre noget ved det. Jeg sagde, at jeg var forvirret over mit job og min uddannelse. Hun købte alle forklaringerne i nogle år. Og da det ikke længere gik, sagde jeg, at det var min dårlige opvækst, der var skylden, og jeg lovede at gå i terapi. Men selv i samtaleterapien skete der ikke rigtig nogen udvikling.
En dag blev jeg for alvor vred på sin kæreste, rev døren op til den stue, hun sad i og råbte til hende, at nu ville jeg ikke mere. Hun græd, og jeg fortrød. Men hun holdt fast i beslutningen, og så stod jeg dér. Der var sket det, jeg både havde håbet og frygtet, men ikke havde troet, at hun ville gøre alvor af. Hun gik fra mig. Og det var et chok.
Jeg prøvede i det næste døgn at få hende til at ændre beslutningen. Vi fandt en ny terapeut. Forholdet stod ikke rigtig til at redde, men terapeuten kunne give mig en forklaring, jeg kunne forstå og bruge. Jeg fik forståelse for, hvad der var sket undervejs i forholdet, og at det ikke var mig, der var noget i vejen med. At jeg hverken var syg eller skyldig. Jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg havde taget afstand fra hende. Hvorfor vi ikke havde elsket i fire år. Nu er jeg i et nyt forhold, og vi støder selvfølgelig ind i problemer i vores samliv. Men jeg er blevet meget bedre til at tage konflikterne, så vi kan arbejde os frem til forståelse og til et kompromis.