Den nemme og søde datter

Et andet par var lige blevet smaskforelskede i hinanden. Kvinden var meget følsom og sårbar, og manden var meget varm seksuelt. De første fire måneder af deres forhold var de sammen seksuelt flere gange om dagen, og de fik begge rigtig meget ud af det. Det var det rene paradis. De ville gerne have børn sammen, købe hus og leve sammen resten af livet.
Pludselig holdt forelskelsen op, og hun begyndte at føle sig lidt utilpas hver gang, de havde været sammen seksuelt. Hun begyndte ubevidst at undgå at komme i situationer, hvor der var en chance for, at de skulle have sex sammen. Han begyndte at ville tage hende, forføre hende, og hun afviste ham, hvorpå han blev såret. De havde stadig mindre sex sammen. Han blev stadig mere sur, irriteret og egoistisk som en bevidst reaktion på at blive forsømt. For at beskytte sig selv og bevare forholdet tænkte han: "Det hele handler jo heller ikke om sex, og man kan jo også være sammen på andre måder. Måske er alle forhold sådan."
De var nu kun sammen hver fjortende dag, og han begyndte at tage på i vægt, fordi han trøstespiste som erstatning for sex. Det var en ubevidst reaktion på, at han var ked af det. I løbet af et år tog han tretten kilo på.
Nu sad parret foran mig og ville gerne have hjælp. Jeg spurgte til hendes fortid. Hun fortalte, at hendes mor tit havde haft travlt som afdelingssygeplejerske. Når moderen var hjemme, var hun træt, og datteren kunne derfor ikke forlange hendes nærvær. Moderen signalerede både med og uden ord, at datteren skulle være nem og sød, så moderen ikke følte sig belastet eller nedtrykt.
Hun bad derfor aldrig sin mor om noget, men passede sig selv, ligesom hendes to andre søskende. Hendes far kunne hun slet ikke tale med om følelser. Han kunne kun finde ud af gøre praktiske ting for hende som f.eks. at køre hende til ridning.
I starten, mens hun var forelsket i kæresten, blev alle hendes problemer bedøvet af forelskelsen. Den psykiske smerte var skubbet til side i denne periode. Når forelskelsen var overstået, kom smerten frem igen og blev i hendes tilfælde forstærket ved samleje, men ikke ved kys eller kærtegn.
Derfor fik hun et behov for at kontrollere manden, så hun ikke fik større følelsesmæssig smerte aktiveret, end hun kunne rumme. Hun kunne onanere på ham, slikke pik og kærtegne ham på andre måder, men hun kunne ikke have pikken oppe i kussen eller i endetarmen.
Når hun alligevel havde samleje med sin kæreste for ikke at miste ham, græd hun ofte lige efter, fordi sorgen kom brusende op til overfladen, når hun bevægede musklerne i underlivet kraftigt. Hun kunne i teorien elske sorgen ud af kroppen, men hun var angst for at gå ind i smertens flammer, og derfor ville hun hellere undgå samleje.

At fjerne følelsesmæssig smerte, der har sat sig på seksualiteten tager lang tid. For nogles vedkommende vil der gå flere år. For nogle vil det måske vare 10 år, fordi den første smerte, man støder ind i, kun er toppen af isbjerget.
Manden skal virkelig elske hende højt og være forberedt på en anden form for seksualitet og en langsom udvikling hen mod et normalt samleje. Når kvinden havde drukket tre glas vin, gik det noget bedre, fordi alkohol bedøvede smerten, og samlejet derfor ikke aktiverede så meget ubehag.
Det er min erfaring fra arbejdet som terapeut, at det kan kræve langvarig kropsterapi med store udladninger af skrig, sorg, vrede og angst at skulle lukke smerte ud, der fylder så meget og har været spærret inde i så mange år. Det er simpelthen hårdt følelsesmæssigt arbejde.

Manden kunne ikke holde til alle de afvisninger, der lå i deres samvær, og de måtte skilles, selv om de elskede hinanden. Hun arbejdede videre i mange år med sig selv og har i dag en nogenlunde normal seksualitet, som måske om nogle år vil være god.

Alle bliver udsat for psykisk smerte. At man mister sit arbejde, at ens hund dør, at kæresten går sin vej, at man savner opbakning fra ens forældre. Og alle er født med evnen til at bearbejde og komme af med denne følelsesmæssige smerte.
Børn er som regel meget gode til at bearbejde smerten. De græder med det samme, bliver vrede, taler om det lige på stedet og kommer derfor af med smerten hurtigt. Bagefter er de klar igen, friske som før, men endnu stærkere.
Når du vokser op, bliver du stadig oftere forhindret i at komme af med den smerte, du føler indeni, og det er til skade både for dig selv og dine nærmeste. Forældre siger ofte: "Hold op med at græde. Der er ikke noget at være ked af" eller "Slap af og hids dig ned. Der er ikke noget at være sur og vred over.”
Forsøger du så alligevel at græde eller at fortælle, at du stadig er vred for at slippe af med følelsen, bliver du afbrudt med hån, nedgørelse og latterliggørelse. De voksne siger: "Det nytter ikke noget" eller "Det hjælper ikke.”
Du bliver opdraget med, at du ikke kan sige fra eller sige nej, for så svigter du din far eller mor. De bliver kede af det, og det er din skyld. Du må ikke stille krav til dine forældre om f.eks. at få flere lommepenge. Du må ikke forlange, at de banker på, når de kommer på besøg på dit værelse. Du skal bare indordne dig, for du har ikke noget at skulle have sagt.
Når du ikke kan give udtryk for dine følelser over for din far og mor, fordi de afbryder dig i forsøget, kan du heller ikke tage imod deres kærlighed.
Forestil dig at du er vred på en ven, og at han vil give dig et knus. Det vil ikke være rart. Hvis du først giver ham en skideballe, som han tager imod, kan du godt - efter et stykke tid - tage imod et knus.
Det samme gælder i forholdet til ens forældre. Hvis man er vred eller ked af det, kan man ikke tage imod deres råd eller vejledning. Heller ikke knus eller kram. Og sådan vil det måske være i lang tid. Hvis du er vred over et eller andet, tager det måske fjorten dage, før det fordamper af sig selv. Hvis du er vred hver uge over et eller andet og ikke kan komme af med det, kan du ikke tage imod nogen form for kærlighed i mange år fra dine forældre.
Hvis forældre vil have stærke børn, skal de kunne lytte på og tage imod de følelsesudbrud og meninger, der kommer fra deres børn. Jo bedre mulighed børnene har for at tage imod kærlighed, jo stærkere bliver de. Når forældre har ladet børnene rase ud, græde ud og tale ud, kan forældrene komme med deres opfattelse af en konflikt - ikke før.
Børn med forældre, der ikke lader dem græde og rase ud, kan have så store ophobninger af følelser i sindet, at de som voksne bliver bange for nærhed. Samvær med andre mennesker får dem til at føle ubehag eller stor angst, og de risikerer at bliver afhængige af f.eks. overarbejde, alkohol, nervepiller og lykkepiller. De kan også blive depressive, spiseforstyrrede, voldelige, narkomaner eller kriminelle.
Det er ikke afgørende, om man kommer fra et rigt og socialt velstillet hjem, hvor forældrene f.eks. er akademikere eller har højtlønnede jobs i det private erhvervsliv. Det er kontakten - eller mangel på samme - med forældrene og andre familiemedlemmer, der afgør, om man bliver taber eller vinder.
En vinder kan lige så godt være kunstmaler som læge eller ufaglært. En vinder er en person, der lever efter sit hjerte og i høj grad har mulighed for at lave det, der interesserer ham eller hende. Om du bor i skurvogn, har skægstubbe og spiller musik, eller om du bor på Strandvejen, går i nystrøget skjorte og sælger dyre biler kommer ud på et. Bare du synes, at det er godt for dig og dit liv.
Når du er blevet afvist meget som barn og måske er blevet passet for meget af pædagoger og barnepiger, vil du være i fare, og du skal passe meget på ikke for længe ad gangen at gøre noget, du ikke har lyst til.