Derfor voldtager mænd kvinder

Meget få mænd er i stand til at voldtage en kvinde. Langt de fleste mænd med en normal baggrund vil slet ikke tænde på at tage en kvinde mod hendes vilje. De vil være meget sensitive over for kvindens signaler og udstråling, og så snart der er noget galt, vil de slet ikke kunne få pikken op at stå. Normale mænd er afhængige af at føle sig trygge, begærede og velkomne. At voldtage en kvinde er højst noget, de kan lege med i fantasien og afprøve med deres kæreste, hvis hun er med på legen. Tvang, dominans og underkastelse er elementer i et normalt seksualliv.

Jeg har i løbet af de seneste år talt med tre mænd, som har voldtaget en kvinde. Den ene blev dømt for det og afsonede en dom i fængslet. Den anden var ikke blevet anmeldt for voldtægten, men han var nogle år efter begyndt at stege i helvedes flammer, fordi det for alvor gik op for ham, hvad han havde gjort. Han kunne ikke løsrive sig fra erindringen om kvindens hadske blik og hendes tavshed, mens han tog hende. Den tredje mand havde taget sin kæreste med vold på et tidspunkt, da han var kraftigt beruset.
Fælles for de tre mænd var, at de havde haft afvisende og dominerende mødre og strenge fædre eller slet ingen far.
Ingen af dem havde haft held med at forføre piger i puberteten, og de havde ikke lært, hvordan man skal tale med piger om deres interesser og problemer. Alle mænd havde meget svært ved at lytte. De havde fået meget lidt ros af deres forældre, pædagoger, lærere og andre autoriteter. De havde alle på hver deres måde en følelse af ikke at være noget værd. De havde fået mange afvisninger af kvinder og følte, at kvinder ikke kunne lide dem.
Smerten over ikke at have held med noget som helst - eller ikke særlig meget - i forhold til det andet køn voksede for hver dag, og til sidst blev trangen til at være sammen med en kvinde så stor, at de voldtog en kvinde. To af dem havde være hos en luder nogle gange.

Mænd, der voldtager kvinder, har fået meget lidt kærlighed, ros og sex. De skal i terapi lære at føre en samtale i timevis med en kvinde, fortælle om sig selv, deres sorger, sejre, oplevelser og fortid. De skal lære at spørge meget til hende og lytte i lang tid og spørge uddybende, så hun får god tid.
De tre mænd bad jeg læse en del bøger om kvinder og mænd, og bagefter skulle de så give referat af bøgerne. Det har taget mellem to og fire år at behandle mændene i alle tre tilfælde. De har måske tilbragt hundrede timer med samtale om deres forhold til kvinder. De har været på tyve weekend kurser hos mig for at gå både i kropsterapi og samtaleterapi, og de har løst en lang række skriftlige hjemmeopgaver og læst måske i alt ti bøger. En af mændene brugte på hver weekendkursus to timer på at interviewe en kvinde og gav bagefter et referat af samtalen til resten af kursusdeltagerne. Til sidst fortalte kvinden manden, hvad han skulle øve sig i at blive bedre til, og hvad han havde været god til i samtalen med hende.
På nogle af kurserne arbejdede manden med den vrede, han følte over for sin mor og far. Vreden havde været spærret inde i mange år, og den var en del af årsagen til, at han ikke kunne tale i længere tid med kvinder uden at føle ubehag.
For alle tre mænds vedkommende gik det op for dem, at de var meget bange for afvisninger og skulle lære at fortælle, at de følte sig afvist i stedet for at hade kvinder. De mange afvisninger, de selv havde oplevet i løbet af deres barndom, havde fået dem til at lukke næsten helt af for deres følelsesliv for at beskytte sig selv. Desværre var en kedelig konsekvens af denne beskyttelse, at de ikke længere kunne leve sig ind i, hvordan andre mennesker havde det. Og denne følelsesløshed satte dem i stand til at voldtage en kvinde.
Ved at fjerne had og sorg gennem kropsterapi lærte disse mænd altså at lytte længe til kvinder uden at komme med råd og vejledning. De lærte at fortælle meget mere om sig selv. De lærte i højere grad at påpege kvindens fejl, f.eks. når hun uden at ville gøre ham ondt kom til at afvise ham.