Du får psykisk energi af at elske

Jeg får fornyet seksuel energi af at elske. Særligt hvis vi har haft god tid til at nyde samlejet, og min pik har været inde i hende i ca. 30 minutter. Hvis det f.eks. varer i 50 minutter, bliver jeg afslappet og lidt søvnig. Hvis man elsker, mens det er sent, og man er træt, kan samlejet fungere som en sovepille, og det er ikke at kimse af.

Det er den langvarige kropskontakt, der giver mig fornyet energi. Man ligger simpelthen og udveksler energi og lader sine batterier op. Særligt hvis man lukker øjnene og ikke tænker, men bare mærker, at man er nøgen hud mod hud.
Jeg tror, at det fra naturens side er ment sådan, at vi skal sove sammen i flok uden tøj på. At kropskontakt på genial vis fungerer som følelsesmæssig opladning og heling - eller healing om man vil.
Bare det, at man har nattøj på, vil nedsætte overførslen af energi. Jo større hudoverflade, man har kontakt med, jo hurtigere bliver man ladet op. Ens følelsesmæssige smerte vil samtidig blive mindre. Det samme gælder angst. Kropskontakten skaber tryghed. Omvendt kan man også sige, at ens skjulte sorg vil dukke op, når man ligger tæt. Hvis man altså ikke lukker af for den for at holde sorgen på afstand.

Børn burde sove meget mere sammen med andre børn eller sammen med voksne. Ældre burde sove mere sammen på plejehjemmene. Jeg kan anbefalde, at man holder om hinanden i ca. 30 minutter hver dag uden tøj på og uden sex. Så kan man dyrke sex på et andet tidspunkt.
Når mange har det psykisk skidt i den vestlige verden, mener jeg, at det skyldes, at man har fået for lidt kærlighed fra ens forældre. Mange voksne vil hellere give end modtage, fordi det simpelthen gør ondt at få det, man savner. Langt mere end at give det, man savner. Vi er produktet af en kristen kultur, der taler sygeligt meget om at give, men ikke om at tage imod. Man bliver opdraget til at tro, at man kun er kun et godt menneske, hvis man hjælper andre og hele tiden yder noget.
Jeg mener, at situationen er den stik modsatte. At man først skal modtage, før man kan give noget til andre. Man påfører sig selv psykisk smerte ved at give og selv savne det, man giver. De færreste vil konfrontere sig selv med, at de faktisk kun ind imellem får det tilbage, de giver. Det er ens eget ansvar at kræve det, man mangler. Gør man ikke det, vil man langsomt holde op med at give, fordi det er for smertefuldt.
Mange mennesker, der befinder sig i erhverv og positioner, hvor de skal drage omsorg for andre mennesker, har det med at udsuge dem, de skal hjælpe. Ved f.eks. at være meget intense og kontaktsøgende eller triste og distancerede. Det gælder f.eks. folk der arbejder som læger, sygeplejersker, pædagoger og i venskabsforeninger og humanitære hjælpeorganistationer.