Fængsel og seksualitet

Mennesker, der sidder i fængsel bliver mere kriminelle af at undvære sex. Måske er det ikke så meget det at bolle, der er afgørende. Det er nok mere den fysiske kontakt, hud mod hud, knus, kys og kram.
Det er meget smertefuldt at undvære psykisk kærlighed og ikke at kunne give kærlighed og modtage kærlighed fra andre. Det skaber dybe ar i sjælen. Ar, som er farlige for andre og for fangen selv.
Ønsker man, at folk, der sidder i fængsel, skal blive bedre mennesker, skal man sørge for, at fangerne er så meget sammen som muligt. At fangerne f.eks. er i deres celler otte timer i døgnet, og at de i seksten timer i døgnet er i socialt samvær med andre fanger og pædagoger. I de seksten timer er der tid til sport og film, til at være sammen med venner, til massage og foredrag om parforhold og børneopdragelse.
Er man motiveret, kan man tage en uddannelse som psykoterapeut, og fangerne kan lave psykoterapi på hinanden.
Kriminelle har den samme baggrund som folk med psykiske lidelser. Men kriminelle bliver ikke behandlet med samme respekt som dem, der lider af angst, har spiseproblemer, går til psykolog eller er afhængige af nervemedicin. De psykisk syge har vendt deres lidelse indad mod sig selv. De kriminelle vender aggressionen over deres forældre udad mod samfundet og andre mennesker.

Det er min erfaring, at uanset om man er kriminel, har angst, er depressiv, narkoman, alkoholiker eller psykisk syg, så er årsagen den samme. Genetisk kan man så være mere eller mindre sårbar. Personernes reaktion på fortidens smerte er blot forskellig. Alle burde behandles ens uanset deres måde at reagere på. En vaneforbryder er i mine øjne lige så syg som en, der er misbruger.
Selvfølgelig skal man fjerne mennesker fra samfundet, hvis de skader andre. Men når de er i fængsel, kan man lige så godt gøre dem til nogle bevidste og kloge mennesker og ikke bruge så megen tid på at hævne sig på dem.
I USA har man dødsstraf i nogle stater. Men at blive slået ihjel er ikke nogen straf, for man bliver ikke klogere af at blive slået ihjel. Jeg mener, at straf er noget, man lærer noget af. At slå ihjel er borgernes primitive hævntørst og afmagt.
Man skulle lave alle fænglser om til fritidshjem, da vaneforbrydere ikke er ældre end ti-tolv år på det følelsesmæssige plan. Vaneforbrydere er tidligt skadede børn, som sjældent når at blive voksne. Derfor kan man lige så godt give dem en førtidspension, når man lukker dem ud igen. Man skal sluse dem ud i hold på ti ad gangen i bofællesskaber, hvor de skal bo i tolv måneder, inden de flytter et andet sted hen.