Fedme og seksualitet

Alle er kede af at være for fede. Men når to fede mennesker er sammen, betyder det ikke ret meget eller ingenting. I nogle forhold hvor den ene er tynd, og den anden tyk, betyder det heller ikke noget for forholdet. Tværtimod elsker den tynde, at den anden er tyk. Men måske er 75 procent af de fede for alvor kede af at være fede, fordi det er en trussel for deres kærlighedsliv. Desuden er fedmen en trussel for helbredet. Både hjertet og bugspytkirtlen kommer på dobbeltarbejde, og det er ingen af organerne skabt til.

Hvis man fik lige megen kærlighed, uanset om man var fed eller slank, ville det ikke betyde så meget at være fed, ud over at det påvirkede ens rørlighed, og at man blev konfronteret med sin overvægt, når man kiggede sig i spejlet. Men det er faktisk sådan, at fede mennesker får mindre kærlighed end slanke.
Jeg har i min praksis set mange mennesker tabe sig stille og roligt, efterhånden som de kom af med deres sorg og vrede. Ved at arbejde med sig selv fik de en forbedret adfærd, der gjorde dem mere tiltrækkende. De fik simpelthen mere kærlighed. Og jo mere de fik, jo mere nærmede de sig deres normalvægt. Mangel på kærlighed skaber ny sorg, og det får en til at spise mere, end man har brug for.
Jeg var engang sammen med en kvinde i et år. Jeg følte mig ofte afvist, når jeg kom tæt på hende. Jeg var ked af det, og jeg var bevidst om det. På det år tog jeg otte kilo på. Vi stoppede forholdet, selv om vi elskede hinanden og stadig elsker hinanden. Jeg tabte de otte kilo i løbet af seks måneder.
Jeg gætter på, at ni af ti er fede af følelsesmæssige årsager. De bruger sukker og fedt til at dulme følelsen af uro og utryghed. På den måde kan de holde sorgen og vreden i skak.
Vil du være slank, skal du af med gammel sorg og vrede og have dækket dine følelsesmæssige behov. Spis kun fedt, hvis du har hårdt fysisk arbejde. Altså nul spegepølse, smør, ost, leverpostej o.s.v.
Det kan være meget svært at give en fed person ømhed og blidhed, for man skal jo røre ved en fed krop. Man kan eventuelt kæle i mørke for at gøre det nemmere. Det er sværere for en mand at tænde på en fed kvinde, end det er for en kvinde at tænde på en fed mand. Mænd tænder mere på det, de ser, end det de hører. Mens kvinder tænder mere på det, manden siger og det, han er som menneske.
Da jeg selv på et tidspunkt skulle tabe mange kilo fedt, gjorde det ondt, og min sorg kom frem. Jeg græd en del i den tid. Det var, som om sorgen og fedtet kom ud på samme tid. Sorgen var alle de afvisninger, jeg havde oplevet.

Fede mennesker har mindre overskud både fysisk og psykisk, fordi de får mindre kærlighed og opmærksomhed. Samtidig skal de bære på tredive kilo for meget i vægt. Der findes mange fordomme om fede mennesker. Fede er desværre mindre værd i manges øjne, fordi man ubevidst tolker, at den fede person har givet op og er ligeglad med sig selv. Og er personen så også ligeglad med andre? Der må være noget galt med den fede, tænker omgivelserne ofte.
At være for fed kan betyde, at man ikke får jobbet, selv om man er kvalificeret. Eller at man bliver placeret i en stilling, hvor man ikke tegner firmaets profil udadtil. Jeg har flere gange oplevet fede som meget loyal og pligtopfyldende arbejdskraft. Ofte mere pålidelig end slank arbejdskraft. En af mine bedste barndomsvenner var fed, og vi holdt sammen som Gøg og Gokke i skolen. Han holdt dem, og jeg slog, hvis vi skulle opdrage lidt på de ondskabsfulde drenge.
En slank person kan have et lige så forkrampet forhold til sorg og vrede, men bruger i stedet hårdt arbejde og sport til at fortrænge sine følelser med.

Jeg havde på et tidspunkt en klient, der gerne ville tabe tredive kilo. Han var ikke god til følgende:

At stille dybe spørgsmål og forfølge dem.
At lytte i lang tid.
At fortælle noget intimt og personligt om sig selv.
At fortælle vittigheder.
At græde.
At modtage kærlighed. Vedkommende ville hellere give end modtage.

Manden afbrød desuden tit og skiftede emne, når vi talte sammen, så det var svært at komme dybt i samtalen. Når han blev skuffet, afviste han og gik til modangreb på sine omgivelser.
Da hans fejl blev rettet, begyndte folk at ringe til ham, fordi de fik meget ud af at være sammen med ham. Han var nu ikke ensom længere. Han var nærmere lidt stresset over alle de nye venner, der dukkede op. Nu var han virkelig interessant at være sammen med.
Stille og roligt i løbet af to år tabte denne nu eftertragtede person i alt tredive kilo. Han begyndte at dyrke motion ved gå til sit arbejde hver dag.