Hellere flytte hjemmefra for tidligt end for sent

Der er ingen grund til at blive i et forhold, der nedbryder dig, men mange vælger alligevel at blive lidt endnu, fordi det alligevel er mere trygt end at kaste sig ud i det ukendte.
Min erfaring med at rådgive mennesker i parforhold er , at det er en fordel, at de går fra hinanden, hvis det går meget dårligt. Hvis de fortryder, har de jo altid muligheden for at flytte sammen igen.
For hver gang du bliver afvist følelsesmæssigt eller seksuelt, falder dit selvværd, og der ophober sig en stadig større smerte. Denne smerte skal bearbejdes, når forholdet er forbi, så du kan åbne dig for den næste kæreste. Man vil overføre smerten på den næste kæreste, hvis den ikke er ude af kroppen. Det kan også gå ud over ens børn, forældre, venner og arbejdskollegaer.
Er man f.eks. blevet sammen to år længere, end man burde, kan det tage mange år at rette denne skade op, for det kan sammenlignes med tortur at lave i et dårligt forhold. Det kan ofte tage et par år at hæve selvværdet til samme niveau, som det havde, før man mødte kæresten.
Hvis man undgår at afvise hinanden og fylder hinanden op, bliver overskuddet stort, selvværdet vokser, og gammel smerter bliver renset ud. Ens reservedunk bliver fyldt op til dårlige tider.
Mange håber på, at forholdet bliver bedre, men har det været dårligt i mere end seks måneder, kan smerten, der opstår mellem parterne, blive så stor, at det aldrig vil kunne blive godt igen.
Mange har en drøm om fremtiden, som er så stærk, at det vil gøre ondt at gå fra hinanden. Derfor bliver man, til smerten ved at blive er større end smerten ved at tage afsked med drømmen.
Et menneske, der går, selvom kærligheden er til stede, skal bearbejde smerten ved afvisninger og smerten over drømme, men bevarer selvværdet. Man kan blive ved med at elske hinanden overalt på jorden, og man kan måske mødes igen senere og have et venskab for livet. Typisk vil pausen vare i mindst to år, hvor man ikke ser hinanden.

Hellere flytte hjemmefra for tidligt end for sent (2)

Kærlighedsforhod er udveksling af energi, og det svære er at finde en, man elsker, og som har omtrent de samme behov som en selv følelsesmæssigt og seksuelt og hvad angår smerte fra barndommen.
Hvis bare et af disse behov er meget forskelligt hos de to parter, vil forholdet blive slidt ned i løbet af et stykke tid. det kræver stor viden om den anden, èn selv og det, der foregår i samværet mellem de to. Derfor oplever mange, at høj kvalitet i kærlighedsforholdene er meget svær at bevare, og at man ofte bliver sammen på trods af, at kvaliteten er faldet drastisk.
For nogle mennesker er forestillingen om at leve alene et rent helvede, og derfor holder de fast ved et forhold, som ikke fungerer. Når de langt om længe går fra kæresten, kan de kort tid efter ikke forstå, hvorfor de ikke gjorde det for længe siden.
En almindelig grund til at blive i et dårligt fungerende parforhold er, at man tidligere har oplevet situationer med følelsen af forladthed. De er måske aldrig blevet bearbejdet, og derfor er man fyldt med angst.- Når den gamle angst aktiveres i nye situationer med angst, kan det blive dobbelt så svært at gå fra kæresten.