I Danmark er det et sjældent syn at se en far sammen med sine børn

Det er sjældent at se en far foretage sig noget med sine børn. Hvis faderen skal have lyst til at at prioritere samvær med sine børn, skal han være i kontakt med sit indre barn, så det bliver spændende og inspirerende for ham at være sammen med børnene. Han skal kunne være barnlig sammen med barnet, ligge på gulvet og sige mærkelige lyde, uden at moderen kommenterer det. Blander hun sig, risikerer hun, at han holder op og aldrig mere vil fjolle med børnene. En far, der bliver hånet for at være barnlig, vil opleve det som at blive brændemærket for livstid. Hvis du håner en kvinde for at være barnlig, vil hun glemme det i løbet af en uge og atter være barnlig med sine børn.
På mine kurser lærer jeg mændene at være barnlige igen som fem-årige og vilde som unge på fjorten. Så bliver de aktive fædre, og det prøver en del kvinde at forhindre, fordi de ikke forstår sammenhængen mellem mine kurser og det at blive en god far.
Hvis en mand ikke kan være i kontakt med sit indre barn og den unge, vilde mand, vil han desværre undgå børnene, fordi han føler det som en belastning at være sammen med dem. Han vil i stedet betragte dem, bevogte dem og undlade at være med i deres verden, som ellers er meget givende, når har først lærer den at kende.

Hvis vi skal have et sundere samfund, skal vi have fat i de voksne og tilbyde dem en uddannelse, så de kan blive bedre forældre. Der skal skabes en debat i medierne, og den skal vare i flere år. Den skal handle om, hvordan man skaber stærke børn.
Desværre blander politikerne sig ikke i, at forældrene overfører deres barndoms smerter på deres egne børn. Overførslen sker fra generation til generation, og dermed vedligeholder man befolkningens psykiske smerte, som igen vedligeholder misbruget, kriminaliteten og depressionerne. Dog bliver hver ny generation lidt mere bevidst og dermed bedre.
Danmark er det land i verden, hvor flest børn opholder sig flest timer i institution. Det siger noget om danskernes børnefjendske indstilling i forhold til andre europæiske lande, hvor familielivet i er mere i højsædet.
Også institutionerne skal laves om. De skal indrettes, så de også henvender sig til drenge. Der skal være mere plads end et frimærke, som det ofte er tilfældet i København. Ringe plads og dårlig normering af personalet beviser, at danskerne har en fjendsk holdning til børn.
Drenge har brug for megen plads udendøre for at kunne blive rigtige krigere. Ellers bliver deres opvækst overfeminiseret, og kvinderne får dem til at blive en alternativ udgave af kvinden. De vokser op og bliver til intetkøns-mennesker, som bliver kasseret af voksne kvinder.