Vi undgår at rose for at undgå nærhed

Når man roser en person, man elsker, involverer man sig stadig mere og giver den anden det, man gerne selv vil have, men måske har svært ved at tage imod.
Det er intimt at rose. Jo mere man roser, jo mere involveret bliver man. Roser man sin kæreste, kan man risikere, at man bliver mere sårbar og angst for at miste.
Jo mere kærlighed, man tager imod fra sin kæreste, jo mere bliver man involveret. Angsten hos den, der bliver rost, vil også vokse. Angsten for at miste vil blive stadig større i en periode, indtil man er sikker på hinanden og vil have hinanden for alvor., Derefter vil angsten for at miste falde til et acceptabelt niveau Og man bliver først angst igen, hvis kærligheden er ved at være brugt op eller forvandler sig til venskab.
Mange med lavt selvværd har svært ved at rose andre, fordi de kommer i kontakt med deres eget lave selvværd, Ros bliver smertefuld og ubehagelig. Nogle føler, at roser de andre, bliver deres billede af deres eget selv ringere.
Vi er langt bedre til at kritisere end til at rose, og det skaber mange psykiske problemer, fordi det er svært at indrømme sine fejl, når man får for lidt ros. Det er nødvendigt at have noget at stå imod med, når kritikken kommer.
Vil man ikke se sine egne fejl i øjnene, bliver kontakten mellem mennesker overfladisk og utilfredsstillende. Det gælder især forholdet mellem børn og forældre. Og forholdet mellem kærester.
Også i forholdet mellem f.eks. mandlige venner er det vigtigt at kunne rose og ikke kun konkurrere om, hvem der er bedst og klogest.
Dybt venskab mellem voksne mænd er desværre ikke almindeligt. Og det er synd for mænd, der sørger for at have og pleje langvarige, mandlige venskaber, bliver stærkere mænd. Det er en uvurderlig styrke at have en ven og kunne sige: ” Du er min bedste ven.”
Med mandlige venner kan man diskutere problemer på jobbet og i privatlivet, og det bliver man gradvist en bedre fa, ven og arbejdskraft af. Og en langt bedre kæreste. Det er langtfra alt, man kan eller skal tale med kæresten om.
Jeg har i mange år arbejdet på at få mænd til at danne dybe venskaber. Vi arbejder med, hvordan man vedligeholder og uddyber et venskab. Hvordan man tager indbyrdes konflikter op med hinanden i stedet for at tage afstand og droppe venskabet. Hvordan man bevarer et aktivt fælleskab i stedet for at lade de fade ud, når man får en kæreste.
Jo mere ros en mand lader passere sit personlige forsvar og modtager i sjælen, jo nemmere har han ved at indrømme sine fejl uden kamp og protest. Hvis man derimod er vred, ked af det eller i underskud og føler, at man skal give det samme igen, har man svært ved at tage imod rosen. Nogle gange kan ros prelle af som vand på en gås.
Megen ros får man indirekte i form af klap på skulderen, smil, vennetjenester, støtte, spørgsmål til helbredet, gaver og samvær. Noget af denne anerkendelse brænder sig fast i ens hjerne for livstid, og man vil aldrig glemme den.
Når man engang sidder på plejehjemmet og måske har svært ved at huske meget andet i sin hverdag, vil ros og anerkendelse fra tidligere tider stå krystalklart i ens hukommelse ligesom følelsen af at være meget tæt på det menneske, der roste èn.