Kvindens brug for beskyttelse

Et par kom fortvivlet og fortalte mig, at de ikke kunne forstå, hvorfor deres sexliv var blevet halveret på en måned. Når de var hver for sig, havde de lyst til hinanden, og når de så hinanden, havde de ikke lyst. Jeg spurgte hende, om der var noget, hun savnede. Hun rystede på hovedet og græd.
Jeg begyndte at gætte ud i det blå. Efter otte gæt skete der noget, da jeg spurgte: “Har du savnet opbakning, når I var sammen med andre?”
Kvinden var stille i 30 sekunder og sagde så: „Ja, da vi havde besøg af min søn for ca. en måned siden.“
Og så fortalte hun, at hendes søn havde været grov. At hun ikke kunne klare ham, og at hendes mand havde holdt med ham. Jeg så over på hendes mand, og han nikkede. Hendes historie var helt korrekt.
Jeg fortalte dem, at det er min opfattelse, at manden skal forsvare sin kone, uanset om han er enig eller ej. Bagefter kan man under fire øjne diskutere, hvem der har ret. Jeg fortalte hende, at sådan var min opfattelse, og at det jo ikke var sikkert, at hun kunne bruge den til noget. Kvinden begyndte at græde og sagde, at der aldrig var nogen, der havde bakket hende op, når hun havde konflikter med børnene – eller i det hele taget.
Mens hun græd videre, talte jeg med ham og kaldte ham smilende en forræder, og sagde, at jeg havde gjort nøjagtig lige som ham på et tidspunkt, hvor jeg ikke forstod den kvinde, jeg levede sammen med. Jeg troede, at hun selv kunne klare det, og at hun ikke havde brug for min opbakning.
Jeg sagde til ham, at han eventuelt kunne påtale sønnens opførsel, hvis han manipulerede og var grov. Han kunne f.eks. sige: „Sådan skal du ikke tale til din mor. Du skal behandle hende med respekt.“ Jeg fortalte ham, at når han var passiv og ikke skred ind og sagde noget, tog han parti for modstanderen.
Jeg spurgte hende, om det kunne tænkes, at det havde indflydelse på hendes lyst til ham, at han ikke bakkede hende op, når hun ikke kunne klare ærterne selv.
„Ja,“ svarede hun højlydt.
„Når jeg føler mig svigtet, bliver jeg kold og tager afstand til ham, selv om jeg elsker ham.“
Hun tørrede sine øjne og spurgte mig, om hun havde mascara i hele hovedet. Jeg sagde: „Ja, du ligner en, der skal til karneval.“ Hun sagde til ham: “Jeg ønsker mig en vandfast mascara.“ Han grinede og kyssede hende lidenskabeligt på munden.
Han sagde til mig: „Jeg kan sgu ikke glemme, at du kaldte mig en forræder.” Jeg svarede: „Det er vi alle - uden at vide det.“