Når man skal fyldes op med kærlighed

Selv om jeg er terapeut, er jeg ikke tilhænger af, at folk går i terapi i årevis og bilder sig ind, at det kan fylde deres liv med kærlighed.
Man skal selv sørge for igennem mange år at blive fyldt op med de store mængder opmærksomhed, bekræftelse, kærlighed og forståelse, alle mennesker har brug for.
Terapeuten er låsesmeden, der hjælper folk med at få lukket op ind til deres sorg, vrede, glæde og seksualitet. Herfra overtager den enkelte selv ansvaret for at fylde hverdagen og følelseslivet op med oplevelser, så man ikke er pludselig kommer i underskud eller føler sig tom. Terapeuten kan måske rådgive fra tid til anden.
Går man rundt for længe og er følelsesmæssigt sulten, risikerer man at plage sine nærmeste på en måde, så de tager afstand, og så bliver det endnu sværere at få det, man har brug for.
Man har ikke fået sit behov dækket, blot fordi man har forstået, at ens fortid har været smertefuld. At få åbnet øjnene gennem terapi er det mindste stykke af arbejdet. Først derefter kommer det hårde slid med at blive fyldt op af andre, mens man samtidig giver dem noget igen, så begge parter har udbytte af samværet.

Mennesker, der har oplevet store svigt, er krævende og anstrengende at være sammen med. De vil lave andre folk om. De stiller alt for høje krav til sig selv og andre. En time i deres selskab og man er udmattet i flere timer, som om man var blevet tappet for et par liter blod af en tørstig vampyr.
Fordelen ved terapi er, at disse mennesker bliver opmærksomme på, hvor afhængige de er af andre mennesker. De opdager, at det er nødvendigt hele tiden at holde øje med, at man giver noget igen, når man får eller tager noget fra mennesker, man godt kan lide. På den måde vedligeholder man sine livsvigtige og dybe kontakter.
Mange mennesker har ikke lært at passe på det, som er godt for dem. De er destruktive overfor mennesker, der er kærlige, men venlige overfor dem, der har den samme smerte og ikke har overskud til dem.
Ofte oplever jeg mennesker, der springer fra den ene form for terapi til den anden i håbet om at opleve et mirakel. Disse mennesker ved en del om terapi og deres egen fortid, men de har ofte svært ved at se, at det er gennem hårdt arbejde i forholdet til andre mennesker i deres hverdag, at de skal skabe et bedre liv og blive bedre kærester, forældre, venner og kolleger.
Man drømmer om kærlighed, men er samtidig meget bange for den og har svært ved at se, hvad det er i ens væremåde, der gør, at man ikke får, hvad man skal have.

Nogle forældre har svært ved at bruge den tid på deres børn, som børnene har brug for, og derfor vokser børnene op med et tomrum, der svarer til det svigt, deres forældre har udsat dem for.
Dette tomrum forsvinder ikke af sig selv. Det skal fyldes op. Som barn kan man redde sig ved at have mange legekammerater og god kontakt til andre voksne. Som ung kan man være heldig hurtigt at få en kæreste.
Selv som voksen skal man sørge for at få fyldt dette tomrum op med nærkontakt fra andre mennesker. Er man ikke klar over sit behov for at blive fyldt op, risikerer man at blive en plage for andre mennesker. En del parforhold går i stykker, fordi den ene part er mere tom og derfor har mere smerte end den anden. Vedkommende vil ofte tale meget og have svært ved at lytte.
Mennesker kan bruge mange år på at blive fyldt op, og nogle når det aldrig. Hvis man gerne vil fyldes op, få ro i sjælen og give kærligheden videre til andre, skal man overholde en række regler for ikke at miste den opmærksomhed, man har brug for.
Desværre vil mennesker, hvis forældre har talt meget og haft svært ved at lytte, have svært ved selv at lytte og lade være med hele tiden at dominere i samtalen med andre mennesker. De vil også dominerede deres egne børn ved at tale meget og lytte mindre, og børnene vil vænne sig til, at de skal undlade selv at tale men være gode til at lytte for at få mors og fars kærlighed. Føler man et indre savn, vil det måske være ubehageligt at lytte på andre, og man vil hurtigt blive rastløs, afbryde, skifte emne, rejse sig og hente noget i køkkenet. I det terapeutiske sprog kalder vi det at komme i kontakt med sorg og smerte, når man skal give det, man ikke selv har fået. Lytte på en måde, som der aldrig er blevet lyttet på en.
Hvis man skal lytte, bliver man måske usikker, fordi man ikke ved, hvad man skal sige eller stille op med sig selv, når andre taler om deres følelsesliv. Derfor vil mange have en tendens til at afbryde andre folk, når de taler, så de ikke kommer i kontakt med følelser i sig selv, de ikke kan acceptere.
Man har mere kontrol over situationen, når man styrer samtalen ved konstant at afbryde for selv at komme med lange foredrag. Mennesker, der taler meget længe ad gangen i en samtale, stjæler med arme og ben og er ikke i kontakt med andre end sig selv.
Skal man kunne være sammen og tale sammen i lang tid, skal man huske at tale kortvarigt og give den anden tilbagemelding på det, vedkommende siger, før man selv begynder at tale igen. Overholder man disse regler, kan man være sammen i meget lang tid og begge blive fyldt op og gå fra samtalen ladet med energi, glæde og optimisme.
Hvis den ene lytter og spørger for lidt, bliver kun denne person ladet op, mens den anden bliver træt, irriteret, tappet for energi og mister lysten til at ses med den anden igen.
Den, der taler for meget, kan også være bange for tavsheden eller tro, man har ansvaret for samtalen og ikke må være kedelig. Nogle, der taler for meget, har svært ved at stille spørgsmål til privatlivet og kan derfor ikke bringe den anden ind i samtalen. Man er måske opdraget til, at man ikke må blande sig i andre folks privatliv, før de selv siger noget.
De fleste mennesker holder meget af at blive spurgt ud om deres liv, og de fleste ønsker, at man spørger tættere og dybere, end der normalt bliver gjort. Angsten for at blive afvist betyder, at man er for forsigtig, men så kan man jo starte med at spørge lidt bredt, "Hvordan går det med kærligheden?".
Hvis man savner ægte kontakt med andre mennesker og ofte i samvær med andre stjæler deres opmærksomhed ved at tale for meget og lytte for lidt, vil man med tiden blive stadig mere ensom - selv om man har både ægtefælle og børn omkring sig og masser af kolleger på arbejdspladsen.

Her er en række samtaleregler, der skal overholdes, hvis man vil være på en måde, der tiltrækker andre mennesker.

1. Lyt lige så meget som du taler.

2. Tal i korte indlæg på f.eks. højst 1 minut.

3. Lad være med at afbryde.

3. Men afbryd dog når den anden taler for længe ad gangen.

4. Giv tilbagemelding på det, den anden siger.

5. Bed om tilbagemelding på det, du selv siger.

6. Gør plads til tænkepauser.

7. Stil spørgsmål om den andens liv.

8. Lad være med at skifte emne, før emnet er slut.

9. Ros og anerkend den anden og det, vedkommende siger.

10. Sig tak for den andens ros og anerkendelse.

11. Gør opmærksom på det, hvis den anden ofte kritiserer dig for det, du fortæller. Eller hvis vedkommende har svært ved at tage imod din ros og anerkendelse.

12. Gør opmærksom på det, hvis den anden ofte taler om problemer i form af sygdom, uretfærdighed og fejl andre begår.

13. Bed den anden fortælle hvad der går godt for vedkommende.