Når manden føler sig domineret, trodser han ubevidst

Det er min opfattelse, at kvinden fra naturens side er bestemt til at dominere i hjemmet, men dominansen kan variere i mange grader. Hvis kvinden vil bestemme for meget, og manden ikke kan hamle op med hende i en debat i hjemmet, vil nogle mænd ubevidst begynde at modarbejde og sabotere hjemmet.
Han tisser på wc-brættet, lader sokkerne ligge og flyde, bryder aftaler og bliver doven eller urimelig. Alt dette gør han ubevidst for at vise, at han også bestemmer i huset, og hun ikke kan bestemme over ham. Det beviser han over for sig selv og over for hende ved at gøre ting, han ved irriterer hende.
I partereapi må jeg ofte lære manden at sige sin mening, stille nogle krav til kvinden og kritisere og rose hende. Hun skal for sit vedkommende lærer at invitere manden til medbestemmelse over huset, at dæmpe sig lidt ned og komme med færre forslag. Rengøringstærsklen flyttes ned, og samværet bliver højere prioriteret.
Man har godt af at lære at være sammen og hygge sig, selvom der er beskidt, og det hele flyder. Hvad nytter det, at der er rent over det hele, hvis begge falder omkuld dødtrætte og ikke kan være sammen følelsesmæssigt og seksuelt. Mange danskere flygter fra intimitet over i praktiske opgaver, fordi det er nemmere. På den måde kommer man ikke i kontakt med alle sine følelser af glæde, sorg og vrede, smerte og kærlighed.
Har man tendens til at flygte over i praktiske opgaver, vil man opdage, at man ikke kender sine børn særlig godt, og at man har været betragter til livet. Man vil også opdage, at man er blevet snydt for det mest vigtige i livet, nemlig at opleve andres meninger på tæt hold.
Kærlighed på tæt hold til børn, mænd, kvinder og ældre kan give hele livet en mening, og du vil altid søge kontakt i de næste 100 år, hvis du først har oplevet, hvor livgivende det kan være. Får du kontakt hver dag, vil dit psykiske overskud vokse, og du vil opleve at have meget mere overskud som 50-årig, end da du var 30 år.