Succes, magt og sex

På det seksuelle område er vi efter min mening aber, og de instinkter, der får os til at formere os, har ligget dybt i vores urhjerne i en million år. Det er hunabens instinkt at finde en stærk hanabe, der kan skabe et trygt hjem for børnene.
En mand, der har succes og magt, vil gerne have en kvinde, han kan begære, og som i hans øjne ser godt ud. En del kvinder tænder på mænd med succes, fordi de udstråler styrke og magtfuldhed.
Mænd ved godt, at magt og succes har den bivirkning, at de får en del tilbud fra kvinder. Nogle mænd er meget trofaste og elsker deres kone og karriere så meget, at de kun i fantasien boller med andre kvinder.
Andre mænd vil gerne have det hele og risikerer at miste deres kone og skade deres karriere med utroskab. Langt de fleste utro mænd bliver aldrig opdaget og lever et dobbeltmoralsk liv, som er lykken for dem. Andre spiller med åbne kort, som f.eks. Simon Spies gjorde det.
Stadig flere mænd med succes og magt vælger at have et tæt følelsesmæssigt forhold til en række kvinder uden at have sex med dem. Jeg har selv et tæt følelsesmæssigt forhold til mange kvinder uden at have sex med dem, da det vil ødelægge det dybe venskab. I starten, da jeg havde tætte følelsesmæssige forhold til andre kvinder, samtidig med at jeg elskede min kæreste, måtte jeg onanere, lige før jeg besøgte en god veninde for ikke at blive fristet til at elske med hende.
Nu er det en vigtig faktor for min livskvalitet at kende kvinder meget tæt på uden at elske med dem. Mit forhold til min kæreste bliver bedre, dybere og varer længere, når jeg har tætte følelsesmæssige forhold til andre kvinder.
Jeg kan diskutere mine problemer med kvinderne. Problemer som omhandler min kæreste, så jeg bedre kan forstå hende. Jo flere mennesker jeg har et tæt forhold til, jo rigere er mit liv.
Man bliver nødt til at udlevere sit eget privatliv til sine bedste venner. Jeg har ikke noget, der er privat for mig, når det gælder mine bedste venner. Mine bedste venner fortæller mig alt, og vi behandler det, vi får at vide med største varsomhed, ligesom man behandler et nyfødt barn. Man skal tænke sig meget grundigt om, før man giver en tilbagemelding på meget intime oplysninger, fordi man da er meget sårbar.
Man er som et menneske uden hus, når man taler dybt, og der er langt større risiko for, at forholdet til den, man taler med, kan ødelægges.